Jeg er med i en video

Blogger i 6 måneder: Hvad har jeg lært?

unavngiven

Nu har jeg blogget i et halvt år, og det er ikke særligt meget, eftersom jeg kun har udgivet ca. 1-2 indlæg om måneden, men jeg har alligevel gjort mig nogle erfaringer.

Jeg har besluttet mig for at se på, hvad jeg har lært. Hvad har overrasket mig?

 

Det er nemt at blive blogger men svært at blogge

Jeg troede ærligt talt, at det var omvendt. Jeg troede, at blogge bare var noget med at smide nogle billeder af tøj, og så kom the hurdle når man havde brugt år på at opbygge en fanbase og et firma endelig ville skyde energi i én. For mig var det lige modsat.

Jeg har aldrig drømt om at være blogger. Jeg har bare svaret på en jobannonce og skrevet under på en kontrakt, og så blev jeg blogger. Nemt, tænkte jeg.

Problemet opstod da jeg indså, at blogging er ikke bare at skrive indlæg, men at skrive ‘dig’. Jeg prøvede mig frem med nogle simple ting, men jeg indså hurtigt, at det ikke er den person jeg er. Og selvrepræsentation er ikke bare vigtigt for identitetsdannel, men at præsentere sig selv i uoverensstemmelse med ens idealer er faktisk rigtigt pinligt. Jeg blev hurtigt træt af at sige “ja, så, jeg har en blog, men det er bare lidt dumt, det er bare for at prøve det”, og besluttede mig for at skrive ting jeg kan stå bag. Dog en lettere version – ja, I slipper for akademiske tekster om grammatik, bare rolig.

Når man skal skrive noget, og rent faktisk være, om ikke andet, ikke pinlig over resultatet er hårdt arbejde. Derfor laver jeg kun et enkelt indlæg om måneden; Jeg er ikke dygtig nok til at lave mere. Bloggere er rent faktisk dygtige, guys. Det vidste du nok allerede, men det gjorde jeg ikke.

 

Hvordan fanden tjener man penge?

Publikum? Fans? Det har jeg ikke nogle af. Jeg har kun læsere, når jeg poster noget. Det er som sagt ind-i-helvedes stressende at skulle skrive daglige, eller bare ugentlige indlæg. Det er desværre den eneste måde, man rent faktisk kan gøre sin blog til en blog. Altså have læsere fx.

Jeg tjener næsten intet på min blog. Min indtægt stiger 1 kr. pr. måned.

Heldigvis har jeg mere end rigeligt med penge, så det er ikke et problem, men jeg havde egentlig troet, det var lidt nemmere. Det jeg har indset er at

  1. Du skal skrive mange indlæg for at få læsere
  2. Du skal lægge arbejde i PR – det sker ikke på magisk vis af sig selv
  3. Du skal være villig til at poste mange links til tøj, før du tjener de der affiliate-penge

Jeg kunne jo bare gøre det, men jeg synes egentlig også, det er meget hyggeligt bare at være en obskur lille blogger-fisk, der svømmer i en lidt for stor dam.

 

Blogland er ikke en lukket verden – kun geografisk

Jeg tænkte ærligt talt, at Bloggersdelight etc. var en lille klub for specielle mennesker. Jeg tænkte at selv efter, jeg var blevet blogger, ville jeg jo ikke være rigtig blogger. Men jo. Jeg blev tilføjet på en  mailingliste og inviteret til fester og events. Så nemt var det.

Der er sikkert masser af fester, jeg ikke bliver inviteret til, men jeg har også rigeligt i dem der er. Det sagt, så har jeg ikke taget til en eneste ting, for jeg har hverken tid, mod eller lyst til at tage til København. Ja, for det hele ligger jo i København. Det er lidt hårdt for en Sjællænder, der er flygtet til Odense. Jeg gider da ikke vende tilbage, gutter.

Hvis vi fjerner mit anti-Københavnske opsnobberi, står pointen stadig fast: Blogland er slet ikke en lukket vinklub, men en mailingliste, som jeg er med på.

 

Du kan gøre, hvad du vil

En frygt jeg havde, som jeg gentagne gange sikrede mig imod, var om jeg solgte min sjæl. “Er der virkelig ikke nogle obligeringer?” – “Og jeg kan gøre lige som jeg vil? Er du sikker?”.

At skrive kontrakt med et firma, man kender som “der hvor hende der blev mobbet er” og “der hvor folk lægger tøj op”, er en meget skræmmende følelse. Skriver jeg nu under på, at jeg skal skrive et indlæg om ugen? Tilføjer jeg endnu et element af stress til mit allerede universitets-og-studierelevant-job-fyldte-liv?

Nej, var svaret. Jeg har gladeligt skrevet et indlæg om måneden om, hvad-end-jeg-lige-gad, og ingen har sagt noget. Der er folk, hvis jeg har brug for hjælp, og ellers er der bare mig og en blog, jeg ikke helt ved hvad jeg skal bruge til.

 

Tak fordi, I læste med. Vi ses engang i næste måned!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Kommentér

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er med i en video